KORTE KURSER - SMYKKER
7 dages Tekstil kursus – Sy og design af genbrug
Har du lyst til en uge med håndarbejde? Så er det kurset her, du skal vælge. Du får inspiration i form af kursus med instruktør, oplæg om håndarbejde, et par udflugter i løbet af ugen til spændende steder i nærheden, og mulighed for at arbejde på dit eget projekt på egen hånd i vores værksteder i alle pauser.
Sy og design af genbrug
Morgen- og aftenarrangementer er i fællesskab med skolens øvrige kursister- f.eks. foredrag, morgensamlinger, sangaften, osv.
Vi producerer nye tekstiler af genbrugsmaterialer
Går du med en designdrøm eller vil du bare gerne sy og designe dine egne ting ud af genbrugsmaterialer, så er dette kursus et godt sted at starte.
Du lærer, hvordan du ud af aflagte trøjer kan fremstille nye stoffer el. tøj – og give brugt tøj et nyt liv.
Vi vil primært arbejde med aflagte strikketrøjer, duge og skjorter som rå-materiale.
Du vil blive introduceret til:
• Forskellige sammensyningsteknikker.
• Hvilke oplægnings-metoder der passer til forskellige materialer.
• Brug af Vlieseline.
• Beregning af sømmerum.
• Hvordan sømmerum behandles.
• Dekorationsteknikker.
Du får i løbet af ugen mulighed for at sy dit eget projekt, cardigan, nederdel, bukser eller kjole, – alt efter dit niveau og ønske.
Dette kursus giver dig mulighed for at være med til at sænke CO2 aftrykket i tekstilproduktionen, samtidig med at der opstår “nye” tekstiler/designs. Vi taler om hvad de forskellige materialer egner sig til.
Det bliver en sjov uge hvor ideer, glæden ved at skabe OG frustrationen over at der kun er 24 timer i døgnet flyver gennem luften.
Vær opmærksom på at vores kurser indeholder mere end fag-undervisning. Der er også planlagt tid til foredrag, hygge i dagligstuen, frokost, indlogering etc. Du vil få et skema for kurset tilsendt inden kursusstart. På 7-dages kurser, er der typisk ikke værkstedsundervisning første og sidste dag.
Når du er på tekstil kursus lærer du selvfølgelig tekniske færdigheder inden for syning og design, men et sommerkursus er meget mere end det. Det er også fællessang fra højskolesangbogen, foredrag og hyggeligt samvær. Både når vi mødes til morgen- og aftensamling i foredragssalen, men også omkring de mange velsmagende måltider i spisesalen.
Ud over dem du går på hold med, vil du også møde mange af sommerens øvrige kursister. Har du særlige behov i forhold til mad, er det vigtigt, at du gør os opmærksomme på det, når du tilmelder dig. Vi tager kost-hensyn til både allergikere, veganere og vegetarer.
På sommerkurserne er det normalt, at du bliver indkvarteret på tomandsværelser med eget bad og toilet. Du kan ønske at komme til at bo sammen med en du evt. kender, eller du kan ved tilmeldingen bestille enkeltværelse. Bemærk, at det koster 1650,- ekstra.
Du er også velkommen til at ringe på 9898 1010, hvis du har yderligere spørgsmål.
Særlige forhold for ungdomspris:
Deltager du som ung under 25 år eller med studiekort(25-30 år), skal du huske at markere boksen i tilmeldingen. Vær opmærksom på, at du IKKE kan få eneværelse, når du vælger ungdomspris.