PIXLLAB - HOVEDFAG
Skab dine egne digitale kunstværker
Har du lyst til at sammensmelte dine kreative ideer med den digitale verden og være med til at skabe store, visuelle værker med billeder, film, animation og lyd? – så er PixlLAB noget for dig.
Hvad kommer du til at arbejde med?
Sammen med folkene bag PixlART (pixlart.nu) kan du lære alt om processen fra spirende kreativ ide over skabelse af konkret indhold til planlægning og udførelse af den visuelle formidling af dit projekt.
I PixlLAB får du mulighed for at skabe dine egne digitale kunstværker. Du kan tage udgangspunkt i dine egne billeder, små film, du laver på din telefon, eller værker du laver på andre fag på højskolen. I laboratoriet smelter vi det sammen til et samlet visuelt værk og planlægger, hvordan vi formidler det til verden.
Du får mulighed for at stifte bekendtskab med programmer som After Effects, MadMapper og Resolume Arena, men du kan også skabe dit indhold på din telefon og med de redigeringsprogrammer, du kender.
Sidst på semesteret indgår dit værk i en større visuel præsentation, og hvis du er teknikinteresseret, får du her mulighed for at snuse til teknikken bag DMX-styret lys og avanceret projection mapping på bygninger eller i rum.
Faget henvender sig til dig, der er kunstnerisk interesseret eller teknisk nysgerrig, og som drømmer om at lege med visuel design, medieproduktion og AV-teknik. PixlLAB kræves ingen forudgående erfaring – kun lysten til at eksperimentere og lære gennem praksis.




